Tilbage i 2019 blev Svogerslevs idrætsanlæg opgraderet fra en grusbane til en topmoderne kunstgræsbane. I samme ombæring blev et forældet højtryks-natrium-lysanlæg fra 70’erne skiftet ud med et nyt LED-anlæg, der tager særligt hensyn til det omgrænsende beskyttede naturområde i Svogerslev.
Idrætsanlægget i Svogerslev bliver flittigt brugt af de lokale foreninger. Det bliver anvendt året rundt og også gerne ud på de mørke timer. Et effektivt lysanlæg er afgørende for banens anvendelse i ydertimerne og i vinterhalvåret. Derfor har Roskilde Kommune i samarbejde med Lokale og Anlægsfonden installeret og testet LED lys, som lyser den nye bane effektivt op og skaber minimal lysforurening i omgivelserne.
Balance mellem sporten, naboer og den omkransende natur
Det velbesøgte idrætsanlæg ligger tæt op af et beskyttet naturområde. Det satte tanker i gang hos Roskilde Kommune om hvordan man kunne skabe et belysningsanlæg der giver brugerne den kraftige belysning de har brug for på banen, uden at generere den omkransende natur. Kommunen har derfor undersøgt hvordan lyset fra idrætsanlægget ville påvirke naturområdet. Man kan gøre meget for at minimere lysforurening, men et anlæg som dette kræver enormt kraftig belysning og det er svært at undgå spildlys i omgivelserne.
Da muligheden for at indgå i et testforsøg med Lokale og Anlægsfonden opstod slog kommunen til. Fonden ville gerne teste state-of-the-art belysning til idrætsanlæg med henblik på at minimere energiforbrug og lysforurening. Man sætter allerede de fleste steder høje krav til at reducere energiforbrug og spildlys ved nye belysningsanlæg, men testprojektet var en unik mulighed for at afprøve den nyeste teknologi på området.
Idrætsanlægget i Svogerslev fik i den sammenhæng installeret LED belysning, som er designet til kun at oplyse det firkantede areal der udgør banen og således minimere spildlyset til omgivelserne.
Lige bag masterne kan der nu måles en lysforurening på 8,9 lux. 10 meter væk fra banen er den faldet til 0,1 lux. Til sammenligning kunne man ved det gamle anlæg måle 0,1 lux op til 150 meter væk.
LED giver høj kvalitet, brugervenlighed og energibesparelser
Det er ikke kun lysforureningen der er minimeret med det nye lysanlæg. Også energiforbruget og dermed den regning der kommer til kommunen, er sendt i bund, og kommunen sparer 50.000 kr. om året på energi til belysningen. En del af besparelsen kan tilskrives energieffektiv teknologi, men mulighederne for automatisk og brugerdrevet styring giver også besparelser. Lyset slukkes fra centralt hold fra kl. 22.15 om aftenen og frem til de første spillere går på banen næste morgen. Brugerne kan desuden selv styre lyset via en app eller en sms-funktion. På den måde er lyset kun tændt når der er brug for det.
Og brugerne er glade for det nye system. Der er ingen tvivl om at kvaliteten af belysningen forbedres markant når man går fra et så forældet lysanlæg til topmoderne LED-belysning. Banen bliver ensartet belyst og der er fuldt overblik over banen. Belysningen kræver heller ingen opvarmningstid, som den gamle havde, og spillerne kan koncentrere sig om at varme musklerne op inden kamp i stedet for at vente på at lyset når den rette styrke.
Projektet ved idrætsanlægget i Svogerslev er ikke gennemført i forbindelse med Lighting Metropolis.
Recent Comments