Lars Elmvang er strategisk direktør for Fischer Lighting, en dansk startup, der udvikler og sælger LED -armaturer, skabt af genanvendte produkter og materialer. Sammen med sin far Stig startede han virksomheden i 2016 ud fra tanken om at gøre noget ved den store mængde affald i belysningsindustrien.
Hvert år kasseres millioner af lamper til fordel for nye LED -armaturer. Det vil Fischer Lighting gøre op med, og derfor viser de vejen for, hvordan gammelt affald kan omdannes til nye produkter med en cirkulær forretningsmodel. Vi vil simpelthen vise, at man kan gøre det på en anden måde, siger Lars Elmvang.
Virksomhedens forretningskoncept går ud på at genbruge gamle lysarmaturer og konvertere dem til nye produkter. De modtager gamle armaturer fra fx supermarkeder som Netto, for derefter at rengøre, male og opgradere armaturerne med ny LED-teknologi. Derved genbruges materialet og det eksisterende design. Virksomheden producerer dog også produkter i nye designs af genbrugsmaterialer, såsom gamle fiskenet.
Hvor stor er efterspørgslen på bæredygtige belysningsprodukter?
– Der er generelt mere fokus på bæredygtighed, for eksempel har alle store danske kommuner nu bæredygtighedsstrategier, men det når desværre ikke helt ned til dem, der foretager indkøb af ny belysning. Mange skriver også om bæredygtighed, men det handler hovedsageligt om energiforbrug og ikke ressourceforbrug. I dag er der for eksempel ikke indkøbskrav til, at produkterne skal kunne genbruges. En del af udfordringen er, at folk ikke ved, at der findes alternativer, der bidrager til at spare energi og reducere Co2-udslip.
Har synet på belysning ændret sig?
– Synet på belysning er i forandring, i hvert fald i Danmark, men fokus er hovedsageligt på energioptimering og mindre på lysets betydning for os mennesker, og hvordan god belysning kan skabe en bedre livskvalitet. Målbare resultater er naturligvis en udfordring. Det er muligt at måle 80 procent energieffektivitet, men det er ikke lige så let at måle menneskelig effektivitetsforbedring, for eksempel i vores arbejde. Jo flere beviser og forskning, der fortæller om den effekt lys har på os mennesker, jo bedre.
Fischer Lighting er medlem af Lighting Metropolis Green Economy’s community. Her har virksomheden præsenteret konceptet ved forskellige events, både fysiske og digitale. Lars Elmvang mener, at deltagelsen har givet virksomheden nogle nye kontakter, for eksempel med andre producenter.
Hvad er fremtidens planer for Fischer Lighting?
– Vi er netop blevet bæredygtighedscertificeret hos EDP*. Det er en stor investering for os som virksomhed, og vi håber, det kan betale sig. Vi har også lanceret vores nye, bæredygtige katalog og håber herigennem også på at skabe opmærksomhed uden for Danmark, f.eks. på det svenske marked.
*Environmental Product Declaration
—
Om Fischer Lighting
Startet i 2016 af Stig og Lars Elmvang
12 medarbejdere
Hovedsæde i København
Recent Comments